Kamaiio Coaiia blev født 42+4, d. 15 december, 2019, med kun min mand og jeg til at tage imod vores søn til en planlagt freebirth, selvassisteret hjemmefødsel.

Fødslen varede 4.5 dage, så det er ikke en kort historie, men en fortælling om en fødselsrejse fuld af tillid og den kraft der bor i den uforstyrrede fødsel.

Det føles vigtigt at starte med at sige at en 4.5 dag lang fødsel (samt at føde 42+4) er helt normale variationer af den naturlige fødsel. Det er nemt at glemme at gode trygge fødsler finde i alle variationer, da vi ofte ikke hører disse historier i en verden fyldt med fødselshistorier der er blevet forstyrret af læge/jordemoder professionen hvor der i dag ikke er gode forhold for den fysiologiske fødsel. 

Alt omkring Kamaiios fødselsrejse og mulige variationer havde vi overvejet inden. Jeg, som mor til vores barn, var autoriteten i fødslen og min mand var der til at støtte både mig og Kamaiio igennem fødselsrejsen. 

På væggen havde jeg et papir, hvor jeg havde skrevet “Protect Kamaiio’s Birth Journey”. Og det var hvad vi tog med i vores hjerter ind i fødslen; at beskytte Kamaiios rejse til jorden. Vi lyttede og snakkede ALT igennem hele graviditeten som guidede os til at føde ham intuitivt i helheden af blot at være os tre sammen. 

Onsdag d.11 dec, 2019

Jeg ankom til 42 uger efter en graviditet som jeg havde holdt uden for hospital + jordemoder systemet, guidet af min intuition, visdom, viden, og lange samtaler med min mand. 

Det var en følsom graviditet på mange måder efter at have rejst igennem nogle kortere (mistede) graviditeter inden. Men min søn hjalp mig til at genopbygge tillid, være i det uvisse, og huske den visdom der bor i graviditets og fødselsrejsen. Samtidig mærkede jeg også frygt, min krop huskede at en graviditet ikke altid afsluttes med en baby i favnen. Jeg ser frygt som en helt normal del af vores instinktive rejse med vores barn som skal til jorden, og det var blot et af mange lag jeg arbejdede på rejsen med at bringe min søn til jorden. 

I de sidste dage tænkte jeg meget på hvor lang min graviditet ville blive, ville det blive til 43 uger? Jeg havde haft en klar fornemmelse af at jeg ikke skulle føde før efter 41 uger, men jeg havde samtidigt tænkt at jeg nok skulle føde inden 42 uger. Især fordi mine datoer var så præcise da de var beregnet efter min personlige cyklus og ægløsning med “Fertiltiy Awareness – Sympto-Thermal Method”. Men min uforstyrrede og selvassisterede graviditet var selvfølgelig tilladt sin egen tidslinje, da jeg vidste at dette var det bedste og sundeste for min søn. 

Vi gik en tur om eftermiddagen. Jeg havde havde ikke været ude i vinterkulden et par dage. Jeg havde haft lyst til at blive i min hule, nærmest blot ventende på den fødsel som jeg kunne mærke komme nærmere og nærmere. Da vi kom tilbage fra vores gåtur var det allerede blevet mørkt og jeg lagde mærke til nogle sammentrækninger der kom og gik omkring min livmoder. 

De var ikke kraftige endnu, men fordi de kom og gik i en genkendelig rytme lagde jeg mærke til at de var mine første veer. Fødslen var på vej!  Der var 15-20 minuter imellem disse tidlige veer, men deres ankomst kaldte mig ind i dyb nærvær. i min livmoder. Vores fødsel ceremoni var begyndt. 

Lidt senere gav min mand Rachan mig min daglige fødselsforberedende massage inden sengetid. De blide veer kom stadigvæk med femten minutter imellem, dette forsatte mellem 22:30 og midnat. Kl 24 begyndte de at varierer med 10-20 minutter imellem, og veerne varede 20-40 sekunder. Hvad jeg ikke vidste på dette tidspunkt var at jeg ville komme til at danse med veer igennem de næste 4 dage. 

Jeg prøvede at ligge mig til at sove, men jeg kunne ikke falde rigtigt i søvn da veerne kaldte på min opmærksomhed. De var ikke super smertefulde, men de kaldte på mit nærvær og mit åndedræt. Kl 2 var jeg stadig vågen, og jeg fik lyst til at se hvor lang tid der var imellem dem. Jeg havde lyst til at fornemme deres begyndelse og slutning bedre. De varierede nu med 5-12 minutter imellem, og 25-45 sekunder lange. Denne rytme forsatte igennem den næste dag, med en sjælden 20 minutters pause et par gange. 

Torsdag d. 12 dec, 2019

Næste dag kom efter en nat uden søvn. Jeg havde ligget i mørket og arbejdet med fornemmelserne af fødsel i min krop, ved at lukke mine øjne og aktivt trække vejret og slappe af igennem hver ve. Veerne var en smule længere og kraftigere nu, omkring 30-40 sekunder, nogle gange 1 minut lange, med cirka 6-15 minutter imellem. Jeg havde svært ved at spise eller drikke, men jeg prøvede at drikke lidt kokosvand så ofte jeg kunne. 

Dagen forsvandt på en langsom og stille måde med en ve ad gangen. Jeg tændte levende lys på mit fødsels alter, gik rundt i huset, og prøvede at sidde på min trænningsbold, men det var alt for ubehageligt at sidde ned. Jeg kiggede på de citater og ord jeg havde hængende på vægge og på den sten hvor jeg havde skrevet “Birth is ceremony”.

Jeg rejste indad og da aftenen kom med mørke igen, nu 24 timer inde i den tidlige fase af min fødsel, kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvad der mon ville ske? Hvornår ville min søn komme? Om aftenen lagde min mand og jeg os ned tæt, og så en romantisk film jeg havde gemt til fødslen. Bagefter prøvede jeg at ligge mig til at sove, men jeg kunne hverken sove eller blivende liggende igennem veerne nu. 

Fredag d. 13, 2019

Efter en nat hvor jeg ikke længere kunne ligge ned igennem veerne blev det fredag. Jeg gik ind i et andet værelse, mens min mand sov en smule. Jeg lyttede og mærkede indad om min fødende krop havde brug for noget kropsterapi eller anden form for støtte. Jeg fik lyst til at lave en øvelse fra Spinning Babies, som hedder “Abdominal Lifts and tucks”, hvor du står mod væggen og løfter mave/livmoder igennem veerne. 

På mit fødsels alter havde jeg bogen “Sacred Birthing” – den eneste bog jeg havde holdt af at genlæse igennem denne graviditet. Jeg kom i tanke om en historie fra bogen, hvor den intuitive  jordemoder og forfatter til bogen deler en fødselshistorie hvor hun forklarer hvorfor det giver så god mening at fødslen havde sit eget mønster og rytme pga. en kortere navlesnor.  

Jeg fik lyst til at genlæse denne historie og minde mig selv om at ideen om at min fødsel burde forløbe hurtigere er FALSK. Og der er en langt dybere visdom som guider denne rejse. Det føltes godt at finde min vej tilbage til at stole på min krop og min babys vej igennem vores fødsel. 

Da det blev senere hen på morgenen var jeg blevet rigtig træt. Da Rachan vågnede havde jeg brug for at snakke lidt, og vi besluttede at han skulle gøre fødekaret klar til mig for at se om vandet kunne hjælpe mig med at sidde ned og slappe af i min krop. Jeg havde stået op det meste af natten, da det var den eneste stilling jeg kunne arbejde med veerne i. 

Jeg endte med at tilbringe det mest af dagen i vandet. Jeg sad på mine knæ og lænede mig over kanten, en stilling jeg kun kunne holde ud i fødekaret. Jeg var i min egen fødeboble, mens jeg lyttede til min playlist med både musik og affirmationer. Jeg fandt min rytme med veerne, som jeg virkelig mærkede i min nedre ryg på dette tidspunkt. Jeg havde stadig ikke spist, og det var også svært at drikke, men min mand blev ved med at tilbyde mig vand, kokosvand, eller kold hindbærblad te. 

Da det blev eftermiddag føltes veerne stærkere. Og på et tidspunkt havde jeg brug for at tisse efter hver ve. Det føltes som om baby pressede på mit kønsben, så imens jeg var oppe fra fødekaret prøvede jeg en omvendt stilling, plus en runde “abdominal lifts” igennem nogle veer.  Derefter kom der en række veer tæt sammen og følelsen af baby på kønsbenet gik væk, som om han kom tilbage og længere ned i mit bækken. 

Et par timer senere var jeg på toilettet, da jeg tørrer mig ser jeg en smule blod og lidt af slimproppen. Jeg bliver så glad for at se “fremskridt” at jeg glædesfyldt kalder på Rachan. Han bliver ikke lige så imponeret som jeg over den smule blod, hvilket irriterer mig. Men et øjeblik senere kommer hele den store slimprop ud i et stykke, og så bliver han imponeret! 😉 

Imens jeg var på toilettet mærkede jeg indvendigt i min yoni og livmoderhals. Jeg prøvede ikke at tjekke hvor mange centimeter åben jeg var, og jeg gjorde det kun fordi jeg havde lyst og jeg vidste at jeg ikke ville blive skuffet over hvad end min krop viste mig. Jeg var helt okay med tempoet i min fødsel. Jeg lagde mærke til at min søn stadig stod højt og at jeg nok ville have et stykke vej endnu. 

En ekstra del af historien, som jeg ikke vidste noget om indtil efter fødslen. Var at min mand Rachan lagde mærke til (uden at fortælle mig det) at mit urin var en lille smule pink idet. Det startede en process for ham for at undersøge dette nærmere. Imens er jeg i min egen verden i fødekaret. Min mand mærker en masse lag for ham omkring hans ansvar som far, og mærker hvor dybt han ønsker at Kamaiio Coaiia kommer sikkert til verden. Han deler mere om han process og hvad han endte med at gøre i afsnit 007 af CYCLE WISE, hvor vi deler mere om vores fødselsrejse. Du kan lytte og abonnerer på Cycle Wise Podcast Her. 

Lørdag d. 14 dec, 2019

Udenfor fødekaret kan jeg kun stå op, ingen anden stilling siger min krop ja til. Så jeg ender med at være i fødekaret det meste af natten, hvor jeg kan rejse igennem den ene ve efter den anden på knæ med lidt mere hvile. Da nyt morgenlys åbner endnu en mørk vintermorgen kommer jeg op fra vandet lidt. Veerne har stadig 3-6 minutter imellem og er for det meste omkring 40 sekunder lange. Jeg begynder at føle mig rigtig træt efter 3 nætter uden søvn. Senere på morgenen kl 9:30 sætter jeg mig igen i fødekaret, da det er her jeg føler jeg bedst kan fokusere og arbejde med min krop. 

Jeg mærker at jeg har brug for at orienterer mig og holde et “møde” med Rachan. Jeg har brug for at mærke ind i at vi helt sikkert gør dette af de rigtige grunde. Jeg deler med Rachan at jeg har brug for at være helt sikker på at vi er forbundet med Kamaiio og gør hvad end hans fødsel har brug for. 

Vi mærker begge en stœrk forbindelse til Kamaiio og at han har det godt! 

Jeg nævner også at jeg har lyst til at ringe til en privat jordemoder vi kender. Han spørger hvorfor, og jeg har ikke en specifik grund. Jeg har ikke lyst til at nogle skal komme ind i vores føderum, og jeg mærker instinktivt at min søn har det godt. Og jeg vil helt sikkert ikke på hospitalet. Men jeg har lyst til at dele hvor jeg er i denne lange føderejse med en udenfor, som jeg ved ikke vil fortælle os hvad vi skal gøre eller invaderer min autonomi. 

Da jeg ikke kan snakke igennem veerne skriver Rachan ned hvad han kan dele på mine vegne. Og kl 10 ringer, hun svarer ikke så vi ligger en besked. 

Bagefter begynder pauser imellem mine veer at blive længere, med cirka 6 minutter imellem. Det giver mig lidt plads til at falde i søvn i nogle små øjeblikke mellem veerne i fødekaret, fordi jeg var så træt på dette tidspunkt. Det gjorde det også muligt for mig at spise en lille skive boghvedebrød med uopvarmet honning. 

Omkring kl 14, skete det samme igen. Jeg fik 10-15 minutter imellem veerne, og jeg faldt igen i søvn i nogle korte øjeblikke i fødekaret indtil kl 14:30. 

Mindfuck – den begrænsende overbevisning jeg skulle slippe: Der var en sætning jeg blev ved med at tænke på. Et citat jeg har hørt mange gange i fødsels verdenen; “exhaustion is the enemy of birth”, udmattelse er fødslens fjende. Derudover havde Rachan udtrykt sin bekymring over at jeg ikke havde sovet i tre nætter. Og jeg begyndte at bekymrer mig om min træthed ville påvirke eller stoppe min fødsel. Dette ender med at være den begrænsende overbevisning som jeg skal slippe for endeligt at føde min søn. 

Efter en eftermiddag i fødekaret kom jeg ud af vandet omkring kl 17. Jeg gjorde et forsøg på at ligge mig i sengen og hvile. Min mand hjalp mig med at komme ned på min side med en masse puder omkring til at støtte mig. Jeg klarede nogle veer i sengen og faldt i søvn i 12 minutter før en ve vækkede mig med kraftfuldt. Jeg falder i søvn i et par minutter igen, men jeg vågner og kan ikke klare tanken om at tage endnu en ve mens jeg ligger ned, så jeg rejser mig igen. 

Resten af aftenen går jeg rundt i huset i min egen verden. Veerne kommer stadig lidt langsommere, men er kraftige når de kommer. Det lykkedes mig at spise endnu en skive brød med nøddesmør og banan. I løbet af aftenen bliver veerne langsomt stærkere igen, og der er nu 3-6 minutter imellem. 

Da vi nærmer os sengetid ved jeg at jeg er på vej ind i endnu en mørk nat med mine indre bølger og veer der tager mig på en intens kropsrejse. Kl 11 sætter jeg mig i fødekaret igen, veerne er mere kraftfulde og min krop føles anderledes nu. Jeg bliver mere udfordret og jeg rejser igennem den mest fysisk hårde nat, som kun kunne mødes ved at sige ja med hele min krop og overgive mig til fødslens bølger.  

Søndag d. 15 dec, 2019

Jeg rejser igennem endnu en nat i fødekaret. Jeg følte mig både psykedelisk og klar i hovedet på en gang. Rachan prøver at sove lidt, men er hyppigt oppe for at holde vandet varmt for mig. Han er også ved at være udkørt. 

Jeg kunne ikke længere læne mig over kanten på fødekaret, hvilket havde hjulpet mig med at hvile min trætte krop. Intensiteten i hver ve krævede at jeg sad op med ret ryg og lod den åbne min krop. Det føltes som om min knogler rykkede fra hinanden, jeg mærkede det især i siderne af mit bækken og ned til min livmoderhals. Det var en virkelig vild følelse. Der var ingen lyd der hjalp, kun fuldkommen meditativ fokus. 

Hver udvidelse føltes som en ild jeg skulle sige JA til med hele min krop. Så det var det jeg gjorde, overgav mig til veens ild. Jeg mærkede ingen frygt, det var bare en virkelig intens energi at arbejde med.

Der var ikke noget tidspunkt hvor jeg frygtede at jeg ikke kunne klare veerne eller fødslen. Men keg kunne ikke lade være med at tænke på hvor mange dage endnu skulle jeg forsætte (?). Jeg ville så gerne have en mål linje at se frem til. Og der kom også tanker som “kommer jeg til at have nok energi tilbage til at føde mit barn, hvis jeg er så træt?”. Det var også specielt at vide at jeg var nået til et punkt, hvor mange ville vælge at tage på hospitalet eller aktivt at kontrollere fødslens gang. Det var som jeg aktivt gravede vores sti frem, som føltes som vores vigtige rejse at tage sammen. 

Morgenlyset kommer igen. Omkring 6:45 drikker jeg lidt kokosvand med vitamin C. Kl 7:20 kommer jeg ud af fødekaret for endnu en gang at prøve at ligge mig ned efter at have sit ret og op og ned hele natten. Jeg prøvede at ligge mig på min venstre side, men da den næste ve buldrede igennem min krop sprang jeg op. Det var umuligt at ligge ned for mig. 

Omkring kl 9:30 går jeg i vandet igen (som forresten blev skiftet undervejs). Jeg mærkede veernes smerte ned igennem siderne og mine lår, det vildt intenst, og de krævede stadig fuld fokus og overgivelse. 

Lidt senere, omkring kl 10:15 snakkede vi i telefon med den private jordemoder vi kender.  Vi delte lidt om vores rejse op til nu, og jeg havde brug for at sige den eneste frygt jeg havde højt: Hospitalet. Det var interessant at mærke at jeg ikke havde nogle frygt omkring fødslens gang som den var, eller om min baby havde det godt, kun en hypotetisk frygt om “hvad nu hvis jeg ender på hospitalet”. 

Hun sagde at vi kunne jo altid tage ind på hospitalet til et tjek uden at blive. I samme øjeblik som hun sagde det mærkede jeg et NEJ der rejste sig fra min livmoder. Og Kamaiio der sagde: “Jeg har det godt. Vi har det godt. Det her er vores rejse – der er ikke noget galt”. Han bevægede sig godt og Rachan følte også at alt var godt. 

Før vi afsluttede vores korte samtale forslog hun at vi kunne kigge på om der var frygt, snakke med Kamaiio, og muligvis prøve at hvile og samle mere energi for at prøve at støtte fødslen fremad. 

Familie møde: Det var tid til at tune dybere ind. Jeg sad i fødekaret og Rachan sad på sengen som stod lige op ad. Han holdte mig hånden og jeg holdte min anden hånd på Kamaiio. Vi snakkede om hvordan vi havde det og hvad vi mærkede. Vi spurgte om der var frygt vi havde brug for at kigge på. Jeg mærkede en frygt omkring “Hvad nu hvis min fødsel ikke udvikler sig og vi ender med at tage på hospitalet”. Rachan delte at han løbende havde mærket ind i om han mon havde nogle blokeringer der kunne påvirke vores fødsels flow. Han sagde at den lange fødsels fik ham til at mærke hvor stærkt han ønskede at Kamaiio skulle være her hos os. Vi havde begge en klar følelse af at vores fødsel var en helt normal variation af naturlige fødsler. Men det var svært ikke at tænke på hvor langt den mon ville forsætte og om vi havde 100% ret i det vi mærkede. 

Vi afsluttede med at lægge vores hænder på min livmoder for at forbinde os til Kamaiio og spørge ham “Er der noget du har brug for fra os?”. 

Inden jeg steg ud af fødekaret kl 13, lukkede jeg mine øjne og spurgte min krop om jeg kunne få en pause uden veer til at hvile og samle kræfter. Men istedet for hvile, blev mine veer kraftigere og min søn kom nærmere – hvilket var endnu bedre. 

Jeg prøvede en sidste gang at ligge mig ned for at hvile, selvom jeg havde sagt at jeg ikke ville gøre det igen. Min mand hjalp mig ned på min venstre side med puder omkring til at støtte mig. Men jeg rejste mig med det samme i det en ve bølgende igennem min krop. Veerne gjorde virkelig ondt når jeg lå ned. Det eneste jeg kan nu er at stå op. Jeg holder fast på siderne af en træstol, jeg havde brug for noget fast og solidt under både mine hænder og fødder, som et anker igennem de kraftfulde følelser i min krop. Veerne var enormt kraftfulde nu, men stadig med 2-6 minutter imellem. De begyndte at komme tættere og tættere på hinanden.

Så kom mit skelsættende øjeblik: Rachan var stadig bekymret over at jeg ikke have sovet i fire dage nu, og næsten ikke spist. Men den konstante fokus på at jeg burde sove fodrede kun bekymring, for jeg kunne jo ikke sove. Jeg var mentalt udfordret af søvnmangel, men jeg brug for at føle at jeg kunne gøre det lige meget hvad. Det var tid til at slippe min frygt omkring at min træthed kunne sabotere min evne til at føde min søn frit som jeg ønskede. 

Jeg havde et øjeblik hvor jeg bestemte mig for at “Selvfølgelig kan jeg det her!” Og jeg gav mig selv en lille pep talk ved at tænke; “Mødre kan finde den mest fantastiske energi hver eneste dag til at gøre hvad deres børn har brug for. Jeg har ikke brug for søvn. Jeg kan føde i DAGEVIS hvis nødvendigt! Og jeg kan føde min søn ligegyldigt hvor træt jeg er!” – Og med det skiftede min energi. 

Vi besluttede at jeg ville blive stående i stuen og støtte fødslen frem. Og Rachan ville prøve at hvile sig lidt i det andet værelse. Inden han går beder jeg ham sætte nogle ting op, som jeg mærker at jeg har behov for. Jeg ønsker at han tænder for en 4 timer lang time-lapse video af blomster der blomstrer igen og igen (som en livmoderhals der blomstre i fødslen!). Jeg ville også have musik, men jeg kunne ikke længere holde min fødsel-playlist ud, jeg havde brug for musik uden stemmer. Og endelig siger jeg “Hent min ulv!” – som er et tegnet billede af en ulv, som har vækket min egen ulve energi mange gange. 

Vores jordemoder veninde skrev sendte også en sms hvor hun skrev: “Jeg har mediteret lidt på jeres situation, og der bliver bedt om at du står endnu klarere med din beslutning. Bestem dig for at “det her kommer til at gå godt”, skub AL frygt til side og bed din baby og livmoder om at vise hvad de kan, når du står helt urokkeligt i troen på at alt er godt. Alle de lag der kommer op nu, er gammel sorg, frygt og autonomispørgsmål. Lad dem fylde, elsk dem, og lad så følelserne passere. Du kan transformerer for flere liv lige nu!”. 

Efter at Rachan havde hvilet lidt kom han ind til mig omkring kl 15:15. Jeg stod stadig ved stolen i stuen og dansede med de vilde veer. Da han kom ind delte jeg at jeg havde mærket min yoni igen, og min livmoderhals var så blød og åben nu! Helt anderledes end da jeg mærkede fredag. Veerne var super intense nu, med cirka 4 minutter imellem. 

Kl 15:30 mærkede jeg fosterhinden fyldt med vand der bulede ud af min yoni. Rachan kiggede og kunne se en en del af sækken, på størrelse med et æg. Vandet var klart, lidt strå farvet. Veerne kom nu tættere, i bølger lige oven på hinanden. Jeg havde brug for mit fulde fokus for at sige JA til hver eneste ve. 

Jeg støttede mig selv igennem hver ve ved at overgive mig og sige “thank you, thank you” eller “this is so good” eller “I can handle this, I can do it, I AM doing it”. Det hjalp virkeligt at bekræfte mig selv og nære mit mindset med fødselskraft. 

Det føltes som om tiden gik hurtigere end den egentligt gjorde, fordi der næsten ingen pauser var imellem veerne. Kl 17 dryppede der blod ned af mine lår. Og kl 17:35 gik vandet på den mest fantastiske måde! Midt i en ve mærkede jeg presset ind mod fosterhinderne og nærmest i slow motion mærkede jeg hvordan hinderne åbnende sig og vandet strømmede ud som et stort vandfald. Det var den bedste følelse og en kæmpe lettelse. 

Veerne kom med mindre end 1 minut imellem og jeg begyndte at mærke at min krop pressede lidt. Det var i det øjeblik at det gik op for mig at de her veer var toppen af fødslen. Og jeg husker at jeg tænkte “this is totally doable”, hvilket gav mig energi.  

Da jeg tog imod Kamaiio Coaiia

Kl 18 kunne jeg mærke hans hoved med mine fingrer, det var blødere end jeg havde forventet. Min krop begyndte automatisk at presse. Det føltes som en kraftfuld energi der startede fra toppen af mit hovede (udenfor min krop) og bølgede ned igennem min krop og åbnede vejen for min baby. 

Det var vildt og kraftfuldt, især fordi der næsten ingen pause var imellem disse veer. Jeg havde ingen tanker omkring ikke at kunne klare det. Det skete bare og det var tid til at være fuldt fokuseret og bare gøre det.

Min mand gjorde fødekaret klar, efter at have skiftet vandet igen. Omkring 18:45 var jeg tilbage i vandet. De næste 2 timer rejste jeg igennem den ene kraftfulde presseve efter den anden, imens jeg mærkede energien presse Kamaiio nedad og udvide med indeni. Ved hver ve kom der spontane dybe brøl ud af min krop, hvis det ikke havde været sådan en stormende aften tror jeg alle naboer ville have hørt min fødselskraft.

Her fik jeg for første gang brug for min mands hjælp og nærvær. Jeg stod på knæ i fødekaret, mens jeg lænede mig frem over kanten og holdte fast i Rachans forarme, mens han lænede sig tilbage. Jeg havde brug for både at trække i ham og blive holdt af hans modvægt. Jeg havde brug for noget stabilt imens den VILDESTE energi bølgede ned igennem min krop. Jeg prøvede at skifte stilling, men det var det eneste der virkede.

Jeg følte mig fuldstændig nærværende i min krop. Jeg mærkede hver en fornemmelse af min baby der bevægede sig nedad og jeg var spændt på hvordan det ville føles når han endelig ville kom ud. Jeg var også bevidst om at holde min underkrop på en måde som forhåbentlig ville minimere bristninger. Det var konfronterede til tider at mærke følelsen af at blive udvidet. 

Imod slutningen fik en følelse af at jeg skulle presse aktivt med, så da den næste bølge af nedadgående energi som fik min krop til at presse ufrivilligt, pressede jeg med. Hans hovede blev ved med at åbne min yoni og gå ind igen. Jeg mærkede “ring of fire” to gange, en smagsprøve og igen da han hovede endelig kom ud i vandet. 

Jeg sagde til Rachan at hans hovedet var ude nu, da han ikke kunne se ned i vandet i mørket. Det var så dejligt at mærke hvor glad han blev. Derefter sagde jeg “What now?” hvilket altid får mig til at grine når jeg tænker på det, da jeg vidste helt præcist hvad der ville ske nu. Rachan kiggede mig i øjnene og svarede helt roligt “His shoulders will rotate and then he’ll come out”. Der var en lille pause efter hans hovede var kommet ud, den var ikke lang, men det var et øjeblik i slowmotion fuld af spænding. 

Og så kom det sidste “jordskælv” igennem min krop, Kamaiio roterede og kom glidende ud i vandet. Med kun min instinkter der guidede mig lænede jeg mig tilbage og rakte mine hænder ned for at møde hans krop for første gang og løfte min søn op til mit hjerte.

Han græd med det samme og strakte hans arme op, og landede derefter i mine arme. Han kom ude med så meget styrke og nærvær, fuldkommen til stede med os i det mørke rum der kun var oplyst af en salt lampe. Han blev født omkring kl 20:47. 

Moderkagen & Afnavling med ild ceremoni

En af de ting jeg havde bedt Rachan om at være bevidst om var at huske var at fødslen ikke er ovre før moderkagen også er født. Og at han skulle være nærværende og forbundet med mig ind til moderkagen var ude og holde føderummet og mig i overgangen med vores søn. 

Jeg sad lidt i fødekaret med min søn i armene, overvældet af at vores søn endelig var her. Rachan spurgte om jeg ville op af vandet. Det føltes som et en kæmpe ting at rejse mig med min baby i armene. Med alle instinkter vågne kom jeg forsigtigt op at stå mens Rachan støttede mig. Han spurgte om moderkagen, men det allervigtigste for mig var at give Kamaiio en mulighed for at kravle instinktivt til brystet selv (Breast crawl). Instinktivt havde jeg al fokus på at amme ham. 

Vi fik mig ned i sengen og ligge på håndklæde til at tage imod blodet. Vi lagde Kamaiio på min nu bløde mave, imens vi spændte og kærlighedsfyldte kiggede på at han langsomt møffede sig op ad imod mit bryst. Da han nåede mit bryst hjalp jeg ham med at komme på og amme for første gang. Jeg blev nødt til at holde mit store bryst væk fra hans lille næse og luftveje. 

Lidt senere spurgte Rachan igen om jeg ville op for at føde moderkagen nu. Han hjalp mig fra sengen, mens jeg holdt Kamaiio i mine arme. Det føltes sårbart og vildt at bevæge mig med min nu tomme livmoder og min bløde, åbne mavemuskulatur. Jeg satte mig på knæ på gulvet med et lagen under mig, jeg kunne mærke at moderkagen sad lige ved skedeåbningen, og den kom let ud. Vi kom den i en skål og min mand tjekkede om den var hel, hvilket den var.  

Nogle flere morgentimer gik inden vi lavede afnavlings ild ceremoni. Jeg var ikke helt sikker på om jeg var klar. Jeg snakkede med Kamaiio om hvad vi ville gøre og sagde tak til hans moderkage for al den har været inde min livmoder. Kamaiio lå på mine lår og kiggede tilbage på mig med sine store øjne, så nærværende og rolig. Vi havde moderkagen i en skål på en bakke ved siden af mig. Og Rachan tændte et bivoks lys og holdte Kamaiios navlesnor over ilden. Langsomt blev navlesnoren brændt over og lukket, det var så dejligt med en langsom overgang mens ilden arbejdede og vi kunne være til stede i den store overgang det er når barnet slipper sin moderkage. Resten af navlesnoren bandt vi om og den tørrede og kom af et par dage senere. 

Jeg gjorde det! Vores fødsels ceremoni var forbi efter 4.5 dages intenst arbejde.

Jeg mødte udfordringerne i min fødsel med min egen kraft. Jeg er så dybt lykkelig og stolt over hvordan vi beskyttede Kamaiio Coaiias fødselsrejse til jorden som vi ønskede.